Symptomer og behandling af orm hos katte
Katte er dygtige jægere – men det betyder også, at de kan blive smittet med orm fra deres byttedyr. Symptomer kan være alt fra hoste og vægttab til synlige orm i afføringen eller små “riskorn” i pelsen.
Hos Dyreklinikken Centrum kan vi hjælpe med undersøgelse, afføringsprøver og den rette behandling, så din kat hurtigt får det bedre.
Er der ”ris” i pelsen eller ”spaghetti” i din kats afføring?
Katten er en rigtig jæger og derfor er den i risiko for at blive inficeret med orm fra byttedyrene.
Symptomerne kan være forskellige, men er oftest hoste, opkast, vægttab eller man kan se fysiske tegn på orm, som f.eks de ovenfor nævnte: orm i afføringen (som ligner spaghetti) eller små hvide bændelormeled i pelsen ved halen eller ned ad bagbenene (som ligner riskorn)
Orm er som oftest ikke farlige for katten, men skal behandles, hvis de giver symptomer. Der er kun risiko for smitte til mennesker, hvis især børn får orm eller ormeæg i munden.
På grund af lovgivning er det ikke længere tilladt at udskrive ormebehandling hvis vi ikke har set kæledyret indenfor det seneste år, og det er heller ikke tilladt at udskrive medicinen forebyggende. Det betyder at vi kun kan udskrive medicinen hvis der ses symptom på orm, eller hvis der fysisk er set orm i afføring, opkast eller pelsen ved endetarmen.
Vi vil derfor ofte bede om at se katten og evt. også tjekke en afførringsprøve. Der har i flere år været meget opmærksomhed omkring hjerte og lungeorm hos hunde, men katten har faktisk sin egen lungeorm, som er mere udbredt end man før har troet. Diagnosen stilles ved at tjekke tre afførringsprøver ved en såkaldt Baermann undersøgelse. Læs mere om denne undersøgelse under “hjerte- og lungeorm hos hund”.
Lungeormen kan give astmalignende symptomer og kan give mere kroniske symptomer, hvorfor det er vigtigt at stille den rette diagnose og give den rette behandling.
Kontakt os endelig hvis du oplever symptomer på orm hos din kat eller hvis du har spørgsmål.